mandag den 29. marts 2010

Forladt cubansk badehotel





Den forladte tyske forlystelspark fik mig til at tænke på en anden forladt bygning, jeg har besøgt. Det er et forladt badehotel i en lille cubansk bjergby. Hotellet, som I kan se på billederne, var blevet forladt på grund af en alvorlig forurening af jorden (kan desværre ikke huske hvornår det skete), hvorfor hotellet selvfølgelig ikke længere kunne servicere turister og mere velhavende cubanere med spabade og lignende. Da hotellet samtidig var byens vigtigste indtægtskilde og arbejdsplads, betød det at byens udvikling helt gik i stå. Vi (min bror og jeg) kørte lidt rundt i byen, som tydeligt bar præg af tomhed og forfald. Dette i sig selv er nu ikke så usædvanligt i Cuba, hvor en meget svær økonomisk situation har betydet, at mange bygninger og steder har fået lov at forfalde og derfor trænger til en kærlig hånd. Det gælder ikke bare offentlige steder som hoteller, men også de huse, folk bor i. Cubanerne har ikke råd til at købe materialer til at lave almindelige forbedringer og vedligeholdelser med, hvilket betyder, at mange cubanere altid er på udkig efter noget der kan anvendes som byggemateriale - stort set intet er for den almindelige cubaner affald (vi kender alle billederne af de gamle amerikanerbiler, der den dag i dag på trods af at være mere end 50 år gamle stadig kører rundt på gader og stræder). Jagten på byggematerialer kunne i øvrigt også ses i det forladte badehotel, da det var tydeligt, at trapper, gulve osv. var blevet rippet og fjernet - sandsynligvis med henblik på at blive brugt til at istandsætte folks egne huse.

Ingen kommentarer: