onsdag den 3. marts 2010

"Naboer"

Nina og jeg går jo og roder lidt med forskellige projekter og en mulighed er at lave noget i forbindelse med Århus Festuge. Jeg elsker temaet "Naboer" og det kunne være fedt at dele tanker med jer. Hvad kunne man lave? Er der nogle problematikker der kunne være sjove at fortolke og formidle i et projekt? Måske noget om kvarterforståelser? Håber i vil være med til at "brainstorme" lidt med os næste gang vi ses, da der er frist for ansøgning d. 15. april (majken)

Naboer er dem, der bor bag hækken inde ved siden af, som vi enten elsker eller hader, imødekommer eller ignorerer, anerkender eller misunder. Naboer er de kommuner, regioner og lande, der mentalt er vores nærmeste, men måske på landkortet vores fjerneste - og omvendt. Fælles for vores naboer er, at vi ikke selv har valgt dem. Kan og skal man elske sin nabo som sig selv, og er græsset altid grønnere på den anden side?

En Festuge på mikro- og makroniveau
Århus Festuge 2010 vil handle om naboer på både mikro- og makroniveau. Vi vil se nærmere på, hvad naboerne har at byde på, i en tid hvor de fleste har nok i sig selv. For er man tvangsindlagt til at omgås sine naboer, eller er tiden løbet fra nabobegrebet? Vi vil lade os overraske af dem på den anden side og mødes på tværs af mure, plankeværker, aldre og kulturer. Men kan der sluttes endegyldigt fred i nabokrigene, eller er grænsen mellem vores og deres stadig værd at kæmpe for? Naboer er umulige at komme udenom - derfor glæder vi os til en Festuge, der sætter dem ved siden af i centrum.

Århus Festuges direktør Jens Folmer Jepsen udtaler om årets tema:

- Tænker man tilbage på filmen Naboer fra 1966, kan man måske huske, at et pænt forstadsområde blev forvandlet til en veritabel krigszone pga. af uoverensstemmelser mellem naboer. Kan man bruge den energi til noget positivt, kan man måske udvirke undere på såvel det store som det nære plan. Vi bruger ord som iPhone og iPod, og Festugen vil gerne undersøge, om man kan skabe et iWe. Om man kan bevare sig selv og sin integritet og samtidig være en del af noget større - en slags individualisme uden egoisme

Ingen kommentarer: